I dag er det Verdens Dyrelivsdag!

3. marts 2018

Store katte er blandt de mest kendte og beundrede dyr i verden. I dag står disse karismatiske rovdyr over for mange og forskellige trusler, der for det meste er forårsaget af menneskelige aktiviteter. Samlet set reduceres deres bestande i et alarmerende tempo, på grund af tab af levesteder og byttedyr, konflikter med mennesker, krybskytteri og ulovlig handel. Vidste du, at man i traditionel kinesisk medicin mener, at en tigers knurhår hjælper mod tandpine, og at dens krop derfor er mere værd død end levende?

I dag på World Wildlife Day vil vi sætte fokus på vores majestætiske katte, så de kan være hos os på jorden i kommende generationer.

Vidste du det?

• Leoparden er den mest udbredte art blandt vilde katte i verden. Nye undersøgelser viser, at de har mistet over 75% af deres levesteder. De findes ikke længere i mindst 49% af deres historiske udbredelsesområde i Afrika og over 50% af deres oprindelige udbredelsesområde i Asien. Amurleoparden, som vi holder i Parken Zoo, er en af de mest truede kattearter, hvor bestanden i naturen er nede på blot 40 individer.

• Geparden er Afrikas mest truede store katteart. Der findes kun omkring 7 00 geparder tilbage i naturen, og de er nu udryddet i deres asiatiske udbredelsesområde, med undtagelse af cirka 50 individer i Iran. Omkring 77% af gepardens levesteder ligger uden for beskyttede områder, hvilket gør dem ekstremt sårbare over for trusler fra mennesker.

• Bestanden af vilde tigre, som for et århundrede siden blev anslået til over 100 000 individer, er faldet med 95%. En stor del af faldet er sket i løbet af de seneste 10 år. Ifølge de seneste skøn er der kun 3.900 vilde tigre tilbage på hele kloden. Af alle de store katte er tigrene de mest truede.

• For lidt over hundrede år siden var der sandsynligvis mere end 200.000 vilde løver i Afrika. I dag er løverne udryddet i 26 afrikanske lande og er forsvundet fra over 90 procent af deres oprindelige udbredelsesområde. I løbet af de seneste to årtier er den afrikanske løvebestand faldet med 43%. Der er anslået 20.000 afrikanske løver tilbage, og der er omkring 300 asiatiske løver i naturen.

Alle verdens store katte står over for forskellige trusler, men det er stadig muligt at beskytte disse ekstraordinære dyr og de steder, hvor de lever. Hvis vi bevidst vælger at gøre dette, vil dyrene, menneskene og den planet, vi kalder hjem, sejre. Det er vores kollektive ansvar at støtte bevaringsindsatser og at dele vores planet med alle levende væsener.

Du har chancen for at sprede budskabet! Du har magten til at gøre en forskel!

Læs mere på: wildlifeday.org